De forskellige redskabstyper 
Lær de forskellige redskabstyper at kende 
Af Kaare Manniche Ebert
Hentet fra ulovlige.net

Ser du et ulovligt net og vil anmelde det, kan det gøres herfra»

Kasteruse
Kasteruser består af een til to ruser. De skal altid fiske under overfladen - og er derfor såkaldte undervandsruser. De er spændt fast ved højst to pæle, een i hver ende, i modsætning til pælerusens mange pæle. Mellem de to rusers åbning eller ud fra den enkelte ruses åbning går et radgarn, som skal standse fisken og lede den hen imod åbningen.

Kasteruser fanger næsten udelukkende ålekvabber, ål, torsk og fladfisk. Da ruserne ikke må fiske som ovenvandsruser - og radgarnet derfor sjældent når op til overfladen, fanges der normalt ikke laksefisk i kasteruser. Her bør dog indskydes, at alle redskaber - uanset type - kan fange laksefisk, hvis de placeres rigtigt i forhold til laksefiskenes trækruter. Man kan dog i nogen grad undgå bifangsten af større ørreder, hvis der monteres en rist i rusens åbning. I store dele af landet er det faktisk påbudt af hensyn til odderen.


Kasterusen ligger på bunden og er ofte placeret tæt på land - hvilket er fuldt lovligt
 
Fiskene dør i rusen
Selv om kasteruserne skal være dækket af vand hele tiden, kan der alligevel blive problemer med at genudsætte fredede og for små fisk. De dør nemlig ofte af stress eller skader på slimlaget, når krabberne kravler ind i ruserne for at få sig et nemt måltid. Samtidig kan vandtemperaturen i rusen i dagtimerne blive så høj, at fiskene dør.  

Pæleruse
Enhver fritidsfisker må anvende een pæleruse, som er en miniatureudgave at et bundgarn. En pæleruse består af selve rusen, et radgarn og to arme. Radgarnet - det kaldes også for ledegarnet - er et fintmasket net af tyk tråd, der skal lede fiskene hen imod pælerusens åbning. Raden må være op til 40 m lang. Fra rusens åbning går to arme af maksimalt 8 meters længde ud i en vinkel, sådan at fiskene fra et større område ledes hen imod åbningen. Sammen danner armene en gård, som skal holde fiskene inde i området omkring rusens munding. Når fiskene svømmer ind i rusen - hvis tragtformede afsnit kaldes for en kalv - bliver de forvirrede og kan ikke finde ud igen. Rusen, radgarnet og armene er fastmonteret på pæle - deraf navnet.

Det er især ål, torsk, fladfisk, ålekvabber og laksefisk, som fanges i pæleruser. Hvis selve rusen har en større maskestørrelse end 10 mm kaldes pælerusen for en ørredruse. Fritidsfiskernes pæleruser skal mindst have en maskestørrelse på 15 mm, så deres pæleruser er altså ørredruser.

Pælerusen står fast på bunden og ses ofte som en skov af pælespidser.

Effektiv til laksefisk
I Vadehavet har det vist sig, at redskabet er meget effektivt til at fange både de nedtrækkende smolt samt de optrækkende gydefisk. Pæleruser skal ikke skal være dækket af vand hele tiden. De må altså - i modsætning til kasteruserne - gerne anvendes som ovenvandsruser. Det betyder, at undermålsfisk og fredede fisk, som skal genudsættes, risikerer at blive kvalt i rusen ved lavvande.  

Rusehelvedet i åmundinger
Et andet problem, som dog i dag er blevet løst takket være Danmarks Sportsfiskerforbund, var de mange ruser - både kasteruser og pæleruser - i åernes fredningsbælter. Hvem husker ikke billederne fra Krik Vig i Limfjorden, hvor de mange ruser fuldstændig spærrede for opgangen af laksefisk i Hvidbjerg Å systemet? Det er i dag ikke længere muligt, da loven nu siger, at der skal være 250 m imellem redskaberne i fredningsbælterne, samt at de ikke må placeres nærmere end 125 m fra åudløbet. Det bør her tilføjes, at dette fiskeri udelukkende blev drevet af bierhvervs- og erhvervsfiskere.  

Flydende eller drivende nedgarn
Den anden type nedgarn, er de garn, som fisker fra overfladen og nedefter. Denne nedgarnstype kaldes enten for flydende eller drivende nedgarn. De må være op til 45 m lange og 3 m dybe. De er karakteriseret ved, at der på garnets øverste kant - på den såkaldte overtelle - er indsat store overfladeflåd, som er med til at holde garnet flydende. Nederst på garnet sidder en line - en såkaldt synkeline - som indeholder bly, og som derfor er med til at sikre, at garnet står lodret i vandsøjlen.

Forskellen mellem de flydende og drivende nedgarn er primært, at de flydende sættes sådan, at de ikke kan bevæge sig væk fra det sted, hvor de er sat. De drivende garn, som eksempelvis bruges til fangst af laks i Østersøen, sættes derimod uden forankring til bunden, og kan derfor drive rundt i overfladen. Drivende nedgarn er et erhvervsfiskeredskab og må ikke anvendes af fritidsfiskerne. De flydende nedgarn anvendes derimod i stort tal af fritidsfiskerne.

Flydende nedgarn hænger fra overfladen og ned

Bundsat nedgarn
Disse garn skal placeres på havbunden. I følge loven må fritidsfiskernes bundsatte garn være op til 45 meter lange og 1,5 meter høje. Afhængig af garnets flydeevne - som både afgøres af hvor stor opdrift, der er i de overfladeflåd, som sidder i garnets overkant, vandstrømmens pres på garnet og hvor meget drivende tang, der sidder fast i garnet - rækker et bundsat skrubbenedgarn gennemsnitligt ca. 1 m op i vandsøjlen.

Bundsat nedgarn står fra bunden og op

Fanger især fladfisk
Fritidsfiskernes bundsatte nedgarn fanger især fladfisk og torsk, men kan også - hvis de når helt op til vandoverfladen - fange fisk som laks og havørred. I Vadehavsrapporten, som udkom i 1997, findes et godt eksempel på, at det ikke er nedgarnstypen, men dets placering i vandsøjlen, der er afgørende for fangsten. Her fangede bundsatte nedgarn, som blev holdt op med pæle og derfor hele tiden fiskede fra bunden til overfladen, mere end 3 til 4 gange så mange ørreder i forhold til nedgarn, der kun fiskede ved bunden. Omvendt fangede nedgarnene, som fiskede ved bunden ca. 14 gange så mange skrubber i forhold til de opspændte nedgarn.

De bundsatte nedgarn har normalt maskestørrelser fra 55 til 65 mm, men den afhænger af, hvilke fiskearter, der fiskes efter. Rødspættegarn kan for eksempel købes med maskestørrelser op til 80 mm, og tungegarn findes fra 46 mm.

Andre eksempler på bundsatte nedgarn: Skrubbegarn, torskegarn, kulmulegarn, pighvarregarn.  

Bifangst af ørred i sildegarn
De nedgarn, som har den mindste maskestørrelse, er sildenedgarnene. De har normalt maskestørrelser mellem 26 og 28 mm. Disse garn vil derfor især fange fisk, som er 25 cm lange. Fiskeriet efter sild foregår normalt i april og maj, samtidig med smoltudtrækket fra vore vandløb. Derfor fanger sildegarnene nogle steder utilsigtet de udtrækkende ørred- og laksesmolt. En løsning på det problem kunne være, at forbyde de flydende sildegarn - og så i stedet fiske efter sild med bundsatte garn i dagtimerne, hvor sildene går ved bunden. En anden løsning kunne være at forbyde sildefiskeriet efter den 30. april. Risikoen for den utilsigtede bifangst af smolt er nemlig størst, når der ikke sidder sild i garnene. Sidder der derimod sild i garnet, kan de sky laksefisk se det og undvige. Sildefiskeriet topper i april så i den periode vil garnene næsten altid først fange sild, og derfor kan smoltene undgå garnene. I maj klinger sildefiskeriet af, så her er risikoen for bifangst af smolt størst.

Af andre flydende nedgarnstyper kan nævnes helt-, makrel-, ørred- og laksegarn. Heltgarn har en maskevidde på 46 mm, ørred- og laksegarn fra 50 til 65 mm. Garnene er i princippet ens - den væsentlige forskel er maskestørrelsen. Det er især ørred- og laksegarnene, som fanger store mængder ørred langs vore kyster.  

Afmærkning af redskaberne
Både nedgarn og kasteruser skal markeres på samme måde: Den østlige ende af redskabet skal markeres med 1 flag og en gul refleks, og den vestlige ende markeres med 2 flag og to gule lysreflekser. Det skal ske af hensyn til de sejlende, som på den måde kan se, hvor garnet befinder sig. Hvis redskabet ikke er markeret efter reglerne, straffes det med bøde.

Herudover skal redskaberne være markeret med et gult mærke af saltvandsbestandigt materiale, hvor fritidsfiskerens navn og adresse skal stå. Samtidig skal fritidsfiskerens fiskerinummer fra fiskeribidraget - fritidsfiskernes fisketegn - være brændt eller skrevet på den samme bøje, som flagene sidder på.  

Placering af redskaber
Nedgarn må som bekendt ikke placeres nærmere end 100 m fra kystens lavvandslinie. De må sættes i rækker à op til tre garn - de såkaldte lænker - og hvis de sættes enkeltvis, skal der være en indbyrdes afstand på mindst 50 m.

Kasteruser må sættes helt ind til kysten, dog skal de altid være dækket af vand. Pæleruser - som fritidsfiskerne må have eet eksemplar af - må også sættes her, og de må periodevis stå over vand. Kasteruser må bindes sammen til en række, men ellers skal der være en indbyrdes afstand mellem kasteruser på 50 m. Kasteruserne må dog ikke står nærmere end 75 m på pæleruser. Der skal være en indbyrdes afstand mellem pæleruser på 300 m.

Fritidsfiskerne må ikke sætte hverken nedgarn, pæleruser eller kasteruser i åernes fredningsbælter.  

Lokale fredninger
Ovenstående regler er de, der gælder generelt på landsplan. I mange områder - eksempelvis i Ringkøbing- , Nissum-, Roskilde-, Ise- og Hjarbæk Fjord samt i Vadehavet - er der lavet lokale fredninger, som går ud over de generelle regler. For at få et overblik over de lokale fredninger, skal man læse bekendtgørelserne fra Fødevareministeriet.