Artikel type: Tips & Tricks
Put And Take
Put & Take tips
(16-06-2004, Kaare M. Ebert og Thomas Weiergang)
Ind imellem kan man opleve, at fiskene bare ikke rigtigt vil bide, selvom man prøver forskellige agn. Det kan være, at fiskene er blevet snu og har gennemskuet alle lystfiskernes metoder. Det kan også tænkes, at vejret er lidt for koldt eller varmt til fiskene, så de ikke rigtigt gider bevæge sig efter spinnere og fluer.
Hvis fiskene »strejker«, er der heldigvis et par tricks, du kan prøve af.
Prøv at fiske i den ende af søen - se tegning 7 - hvor bølgerne slår ind på bredden (A). Det kan være lidt barskt at stå der med vinden lige i ansigtet, men det kan være rigtigt effektivt. Specielt hvis vejret er varmt, er vindsiden af søen god.
Er det derimod meget koldt i vejret, bør du prøve at fiske langsomt og dybt. På tegning 6 kan du se et »rig«, som du kan fiske ganske langsomt hen over bunden. Et rig er navnet for den slags forfang, hvor der er flere lineender og knuder end normalt. En lille klump flydende PowerSait eller en flue i sort eller rød er ofte det, der skal til for at vække vintersløve ørreder.
Det er ikke altid, at det er bedst at kaste langt. Ørrederne svømmer faktisk tit rundt ganske tæt på bredden. Du bør i det hele taget prøve at fiske der, hvor der er dybt vand tæt ind til land, eller hvor træer eller buske rager ud over vandet (B, G, D). Hvis der er et hjørne af søen, hvor det er svært for lystfiskere at komme til, kan du være sikker på, at fiskene vil holde til netop der. De elsker nemlig at gemme sig. Hvis du kan liste dig tæt på fiskene i sådan et hjørne (G), kan det være ret effektivt.
I nogle Put & Take søer er der steder, hvor der løber vand i søen, for eksempel gennem et rør (E). Her skulle du også prøve at tage nogle kast. Fiskene kan nemlig godt lide at stille sig med snuden op imod sådan en lille strøm.
Nogle gange virker det også fint at smide med småsten efter fiskene! Ja, det lyder sært, for man må ellers ikke smide sten i vandet, for så skræmmer man jo fiskene. Men lyden af en håndfuld småsten kan virke lige mod sat for ørreder, der har levet hele deres liv i et dambrug. Husk på, at de måske har vænnet sig til lyden af foderpiller, der bliver smidt ud. Så tror de, at dine småsten betyder mad. Forfodring er selvfølgelig forbudt, men det er jo ikke agn, du smider ud!
Du skal selvfølgelig ikke smide med småsten, hvis der står andre lystfiskere tæt på, som kunne blive generet af det!
Et andet lille trick, der minder lidt om småstenene, er at fange græshopper, stankelben eller andre insekter, ligesom Julie og Alexander, og så servere et insekt-frokostbord for ørrederne: Smid insekterne ud på vandet, det skal nok få ørrederne op på finnerne!
Hentet fra:
http://www.fiskeskolen.dk/laer_at_fiske/OErredsoeen.doc/tips.doc
Til Top
|